At blive bedre med årene – og opleve benspænd

Når ansatte i uddannelsesverdenen bliver spurgt om, hvordan deres forhold til arbejdet har udviklet sig over tid, falder deres svar i tre grupper: Nogle oplever, at arbejdet er blevet bedre. Andre, at arbejdet er blevet værre. Og en tredje gruppe, at arbejdet opleves som det hele tiden har gjort – at det er det samme. Men der er forskellige forklaringer på, om arbejdet opleves værre eller bedre. Hør en podcastepsiode om at mestringsstrategier og læs undersøgelsen bag.

Når forholdet til arbejdet bliver bedre

En del af de ansatte i uddannelsesverdenen oplever, at deres forhold til arbejdet bliver bedre over tid: Cirka en tredjedel af besvarelserne i undersøgelsen fortæller om, at deres forhold til arbejdet er blevet bedre eller det samme.

Eftersom jeg er en gammel ”rotte” i det at undervise udfordrede unge, hviler jeg godt i mig selv i forhold til, hvad der er vigtigt, når man skal fange og fastholde unge i forhold til at skabe muligheden for, at de bliver i stand til at opnå deres mål for uddannelse. Det vil sige, at jeg nok er blevet bedre til ikke at lade alle mulige udenoms-forstyrrelser, krav og andet, som kan komme fra ledelse, ministerier, forældre osv., det er irrelevant i forhold til den gode undervisning, fylde for meget. Hvis man lader det fylde, kan man hurtigt miste nærværet og tydeligheden i forhold til eleverne og det at blive undervist, så de føler, at de nærmer sig deres mål

FGU-underviser, 50-54 år

Når forholdet til arbejdet bliver bedre med årene, forklarer de ansatte det typisk med, at det er sket i takt med, at de er blevet mere erfarne, selvsikre og kompetente, og derfor hviler de mere i sig selv og er bedre i stand til at tage det roligt og undgå at lade sig stresse af det ene eller det andet.

Jeg har fået mere ro på. Jeg er mindre usikker på, om jeg gør det godt nok og om jeg egentlig har noget at byde på. Jeg kan sige nej og finde ud af at passe på mig selv, så jeg undgår stress og dårligt arbejdsmiljø.

Pædagogisk IT-konsulent, 45-49 år

Forholdet til arbejdet er blevet bedre, fordi de selv er blevet mere afslappede og selvsikre, og fordi deres mentale overskud har gjort dem bedre i stand til at lykkes med det, som de synes, er deres kerneopgave.

Jeg løb meget hurtigt i starten og følte jeg skulle være perfekt. Perfekt kollega, perfekt medarbejder, perfekt i elev og forældrerelationen. Nu ved jeg at jeg er dygtig, og kræver noget igen. F.eks. respekt for den lærer jeg er.

Folkeskolelærer, 40-44 år

En del forklarer, at ambitionsniveauet er steget, men også at de ikke længere er så optagede af at skulle fremstå som perfekte overfor andre. De har opnået en sikkerhed, der gør dem i stand til i højere grad at abstrahere fra dette og koncentrere sig om det, de selv synes, er god kvalitet i arbejdet.

Både-og: Når forholdet til arbejdet er det samme

Det har faktisk ikke ændret sig. Jeg er stadigvæk meget glad for det. Med årene kommer erfaringen og det hjælper i høj grad at jeg ved hvad der virker og hvad der ikke gør.

Friskolelærer, 40-44 år

Nogle ansatte oplever hverken at arbejdet er blevet værre eller bedre, men er ofte glade for arbejdet i udgangspunktet. Også i denne gruppe fortælles om, hvordan deres erfaring har givet dem et godt fundament, når de møder modgang i jobbet.

De ansatte i denne gruppe beskriver i høj grad deres relation til deres gerning som underviser. Selve indholdet og fokus i deres daglige virke kan have forandret sig en del, men forholdet til arbejdslivet har været konstant:

På sin vis har forholdet været konstant. I starten af mit arbejdsliv var jeg også frustreret over nogle ting, ikke mindst ift. overenskomsten. Efterhånden, som jeg har fået erfaring, er gevinsten ved denne blevet spist af større kompleksitet og forringede overenskomstforhold. På andre måder er det ændret meget. Jeg er i dag langt mere fokuseret på elevernes læring end på faglige ambitioner. Som ung fokuserede jeg mest på, hvad der var fagligt det bedste. Nu fokuserer jeg mest på, hvad den elev, der er foran mig, har brug for nu og her.

Gymnasielektor, 50-54 år

Men nogle af dem, der har svaret både-og til spørgsmålet om, hvordan deres forhold til arbejdet har forandret sig over tid, skriver også, at de i dag har et mere ambivalent forhold til deres arbejde end tidligere:

Som ung betød arbejdet og det at være en succes og blive opfattet som dygtig af min ledelse mere for min identitet. I dag hviler jeg mere i oplevelsen af at jeg gør mit arbejde godt - at jeg har megen erfaring. De mange nedskæringer og udbudspolitikken på mit område (sprogcenter - dansk for voksne udlændinge) har helt klart gjort det sværere at bevare gejsten og glæden ved jobbet.

Sprogskolelærer, 50-54 år

Dermed peger de også på forhold, som præger svarene fra dem, som oplever, at deres forhold til arbejdet er forværret med tiden.

Når forholdet til arbejdet bliver værre

En tredje gruppe oplever, at deres forhold til arbejdet er blevet værre. Cirka en tredjedel af svarene peger direkte på, at det er blevet værre, og yderligere en tredjedel af svarene handler om hvorfor.

De, der skriver, at arbejdet er blevet værre med årene, skriver typisk, at de underviser mange flere timer end tidligere, at der holdes mange flere møder, at forældre og studerende klager mere, og at der i det hele taget i dag bruges meget mere tid på bureaukrati og omorganiseringer. På den måde bliver de tidspressede og har svært ved at nå deres kerneopgaver, og det frustrerer.

Det er gået fra at være kerneydelsen (undervisning) til at dreje sig om tal og økonomi og timer og overlevelse.

VUC underviser, 50-54 år

En del pointerer i deres svar at deres motivation for kerneopgaven sådan set er uændret: de kan stadig virkelig godt lide at undervise; der er blot blevet mindre tid til det, og det ærgrer dem:

Der er med tiden kommet for mange tåbelige ekstraopgaver ind (fastholdelse, fraværssamtaler, evindelige evalueringer fx) Som om et gymnasium er en virksomhed. En DJØF-diskurs og kapitalistisk erhvervsdiskurs har afløst den humanistiske

Gymnasielektor, 50-54 år

Af dem, som oplever, at forholdet til deres arbejde er blevet værre med tiden, er formuleringen ”… end tidligere” helt central. Forholdet til kerneopgaven – undervisergerningen – er egentlig forblevet den samme, men der er blevet flere af andre opgaver, som fjerner fokus fra ”det vigtige” og fylder og frustrerer.

På grund af øget topstyring og centralt satte præstationsmål, er inddragelse og indflydelse aldrig en selvfølge, og man må altid arbejde omkring en fare for, at de ydre krav gør arbejdet meningsløst. Sådan var det ikke under den tidligere universitetslov, hvor demokrati var det bærende.

Universitetslektor, 45-49 år

En del af det, der frustrerer, er manglende råderum og tid – muligheder for selvstændigt at kunne træffe beslutninger og havde indflydelse på, hvordan man bedst strukturerer sin hverdag.

Skab rum for at tale om det, der er vanskeligt

Hvordan sikrer I inddragelse og indflydelse?