Jeg føler, at jeg er et godt sted nu, og vil gerne fortsætte sådan. Jeg har dog svært ved at se mig selv holde samme tempo til jeg er 74 og kan gå på pension. Det kan godt bekymre mig.
VUC-lektor, 40-44 år
Hvordan ser man på resten af arbejdslivet, når man er ansat i uddannelsesverdenen? Det har vi fundet nogle svar på i den undersøgelse, Københavns Professionshøjskole har foretaget for BFA Velfærd & Offentlig administration. 1.684 respondenter har sat deres egne ord på, og i artiklen gengiver vi citater, der afspejler svarene i undersøgelsen uanset, hvor man er ansat i uddannelsesverdenen. Hør også en podcastepsiode om tvivlen om resten af arbejdslivet, og læs undersøgelsen bag.
Mange har fundet deres rette hylde
Jeg forventer at være lærer resten af mit liv og gerne der, hvor jeg er nu.
Friskolelærer, 40-44 år
Når det undervisende personale i uddannelsesverdenen bliver spurgt til deres tanker om resten af deres arbejdsliv, er der flest, der svarer, at de har fundet deres rette hylde. Ud af de 1.684 svar handler de 498 svar om det. De ansatte, giver disse svar, ønsker at fortsætte med at arbejde indenfor samme fag eller samme type job, og de ser frem til at få mere erfaring og udvikle sig.
Jeg tænker, at nu er jeg på en mindre skole. På et tidspunkt vil jeg gerne have ansvar for en større skole. Jeg er på rette hylde.
Skoleleder, 45-49 år
De, der ønsker at fortsætte i deres nuværende eller en lignende stilling, er typisk godt tilfredse, hvor de er, og så længe det bliver ved med at være sådan, har de ingen planer om at søge andre steder hen.
At jeg skal fortsætte med det, jeg brænder for i så mange år, det er muligt.
Pædagog og underviser i grundskolen, 45-49 år
Andre er i tvivl om, om de kan holde til arbejdet
Jeg tænker først og fremmest, at der er vældig lang tid til, at jeg kan gå på pension. Det virker umiddelbart urealistisk at kunne klare arbejdet i 20 år længere med den nuværende arbejdsbelastning.
Uddannelsesleder på et gymnasium, 45-49 år
Men ikke alle svar i undersøgelsen handler om at have fundet den rette hylde. De næst-hyppigste typer af svar handler om, at respondenterne overvejer, om de kan holde til at være i deres branche resten af livet.
De understreger, at de synes deres job er virkelig hårdt og krævende – og at de går og grubler over, om de bliver nødt til at gøre et eller andet ved situationen.
Jeg håber jeg kan få lov at blive, men er lidt spændt på, om jeg fortsat kan holde tempoet.
Lektor på en professionshøjskole, 50-54 år
De funderer også over, om det er muligt og realistisk at ændre på noget – men er samtidig meget bevidste om, at det virker som en dårlig idé ikke at gøre noget.
Har et meget ambivalent forhold til mit job. På den ene side elsker jeg at stå op til elever, kolleger og undervisning. Kunne ikke forestille mig andet. Men i perioder kræver det så meget af min energi, at jeg er bange for, hvordan jeg (og alle andre lærere) skal kunne holde til det et helt arbejdsliv. Tror ikke jeg er lærer om 15 år. Min arbejdstid er den samme som for 12 år siden, men opgaveoversigten er langt længere, og hvert enkelt fag og rettearbejdet kræver så meget mere tid, fordi kravene hele tiden højnes fra ministeriet.
Grundskolelærer, 40-44 år
Nogle af respondenterne beskriver situationen som låst, og føler sig ”fanget i deres branche”, fordi de ikke kan andet, end det de gør i deres nuværende arbejde, og fordi de heller ikke tror på, at arbejdspresset vil lette. Men ganske mange har også mere konkrete overvejelser om, hvad de vil gøre, for at ændre på situationen.
Der er 20 år til pensionen. Alle kolleger, der er fyldt 60 indkaldes nu til samtaler forud for fyringsrunde. Når jeg bliver 60, bliver jobsikkerheden endnu mindre, og ingen vil ansætte de gamle. Kan jeg spare 10 års indkomst op?
VUC-lektor, 45-49 år
Overlevelsesstrategier i de forskellige livsfaser
I undersøgelsen findes eksempler på det, forskerne fra Københavns Professionshøjskole kalder ’overlevelsesstrategier’: Altså måder, hvorpå respondenterne forsøger at beskytte sig selv eller finde løsninger, så de kan klare arbejdet, trods omstændighederne.
Blandt de overlevelsesstrategier, forskerne oftest finder i undersøgelsen, er:
- at skifte arbejde eller ligefrem branche – hvis man kan
- at gå ned i tid
- at spare op til at kunne lade sig pensionere før tid
- at uddanne sig
- at forsøge at gøre sig mere ”ligeglad”
- civil ulydighed, ”glemsomhed” eller at sige fra.
Disse strategier skifter afhængigt af, hvor man er i arbejdslivet. De respondenter, som er først i arbejdslivet, overvejer i højere grad at skifte job eller branche, mens man oftere sparer op til tidlig pension eller ønsker at gå ned i tid, hvis man er sidst i arbejdslivet. Dem i midten af arbejdslivet er i tvivl om, hvorvidt de kan og skal skifte job eller branche.
De er samtidig i tvivl om, hvorvidt de kan holde til at blive i deres nuværende arbejde arbejdslivet ud.
Jeg elsker mine fag. Mine elever bliver dygtige. Men jeg kan ikke holde til at have fuldtidsansættelse i resten af mit arbejdsliv - og kunne jeg finde et andet job, der ville give mig en lige så stor faglig tilfredsstillelse, så ville jeg springe fra mit job.
Gymnasielektor, 50-54 år
Men en del af respondenterne forklarer også i deres svar, at selvom de egentlig som udgangspunkt godt kunne tænke sig at fortsætte i samme job eller branche, så er de ikke sikre på, om de kan holde til det resten af arbejdslivet. Derfor udtrykker rigtig mange i deres svar nogle ganske ambivalente tanker om fremtiden.
Mine længste ansættelsesforhold har været på 2 universiteter i Jylland, og jeg er blevet MEGET mere kynisk med tiden. Især i min nuværende ansættelse har det været en betingelse for at overleve, at jeg har udviklet en for mig ukendt (og egentlig også ubehagelig) ligegyldighed, som jeg slet ikke forbinder med min opfattelse af mig selv som forsker.
Universitetslektor, 50-54 år
Tvivlen midt i arbejdslivet
Bekymringen for, hvordan de vil klare sig i fremtiden, går igen i flere af svarene. De overvejer både om de personligt vil kunne holde til arbejdspresset uden at blive stressede, og om de vil være i stand til at kunne præstere på samme niveau og med samme motivation, så de ikke svigter deres elever, kursister eller studerende – og deres arbejdsplads:
Jeg føler, at jeg er et godt sted nu, og vil gerne fortsætte sådan. Jeg har dog svært ved at se mig selv holde samme tempo til jeg er 74 og kan gå på pension. Det kan godt bekymre mig.
VUC-lektor, 40-44 år
Enkelte respondenters bekymring munder ud i overvejelser omkring, hvordan de selv kan spare op til deres pension af bekymring for fremtidigt arbejdspres eller stigende pensionsalder.
Og enkelte andre har i deres svar givet et eksempel på, at det er lykkedes for dem at få ændret deres arbejdsliv i en god retning midt i arbejdslivet. En gymnasielærer anbefaler, at man midt i arbejdslivet kan få mulighed for at uddanne sig og ”træde et skridt tilbage og reflektere”:
Jeg er bekymret pga. den stigende pensionsalder. Har lige læst, at i næste måned hæves den til 69 år. Hvor mange reformer skal vi igennem, inden jeg kan gå på pension? Jeg har for nyligt taget en efteruddannelse. Det er meget, meget givende, hvis man midt i sit arbejdsliv får mulighed for at træde et skridt tilbage og reflektere. For mig betyder det, at jeg nu "ser alt det, eleverne kan", og ikke "alt det, de ikke kan". Det er helt sikkert, at jeg er blevet en meget bedre lærer og undgår at blive en sur gammel lærer. Det får elever gavn af.
Gymnasielærer, 50-54 år
Hvornår taler I om det, der er svært hos jer?
Hvornår taler I om bekymringer i arbejdet? Og hvor og hvordan kan I skabe fælles dialog om det, som er svært? Tag dialogen på arbejdspladsen.
Find eventuelt inspiration her:
- De tre værktøjer i Det kollegiale fællesskab giver vejledning til dialog om, hvordan I tager godt imod nye kolleger – og styrker den psykologiske tryghed på arbejdspladsen.
---
I næste artikel og podcast-episode stiller vi skarpt på, hvordan opgaver, ansvar og anerkendelse hænger sammen, når man er midt i arbejdslivet.
Dette er artikel 4 i serien. Læs første artikel med introduktion til serien her.
Læs anden artikel om, hvad der skaber motivation i uddannelsesverdenen her.
Læs tredje artikel om, hvad der skaber frustration i uddannelsesverdenen her.