Fælles for alvorlig mistrivsel er, at den som regel også slider på den underviser, der dels forsøger at lære eleven, den studerende eller kursisten noget, dels også ofte vil prøve at opklare og afhjælpe mistrivslen.
Blandt de negative fællestræk i disse forløb er:
- At mange undervisere går for længe med problemet uden at handle på det – dels fordi de ikke ved, hvor de skal gå hen, dels fordi de er vant til at skulle klare sig selv.
- At den enkelte underviser ofte får velmenende, men mangelfuld støtte i teamet, som ikke bidrager til at løse problemet.
- At ledelsen kan have svært ved at finde et passende respons på nye problemstillinger, der ligger i udkanten af eller uden for den almindelige lærergerning.
- At arbejdsmiljøorganisationen ofte ikke tager problemstillingen op, fordi den ligger i gråzonen mellem mere traditionelle indsatser i arbejdsmiljøarbejdet.
- At den enkelte undervisers dårlige psykiske arbejdsmiljø i bedste fald håndteres via ekstern psykologbistand, som ofte ikke gør skolen klogere på, hvordan lignende problemer kan identificeres, forebygges og håndteres i fremtiden.
Uklarhed forstærker problemet
Psykiatrifonden har lang erfaring med at holde kurser om støtte til elever, der mistrives. Deres erfaring lyder:
”Det, der ofte skaber frustration, tvivl og usikkerhed, er, at der ikke er gennemsigtighed, enighed eller fælles forståelse for den enkelte lærers rolle i relation til den sårbare elev. (…) Det betyder dels, at den enkelte sårbare unge ikke bliver fanget – og dels, at der lægges et stort ansvar på den enkelte lærer: Det bliver for ofte op til ham eller hende at vurdere, hvad der kan og bør gøres for eleven.”